Hvem er Jesus i islam

En af islams mest elskede profeter

Hvem er Jesus i islam?

Jesus – eller Isa, som han kaldes på arabisk – indtager en helt særlig og ærefuld plads i islam. For muslimer er han ikke blot en historisk figur, men en af de mest betydningsfulde profeter og sendebud, som Gud (Allah) har sendt til menneskeheden.

 

I islam lærer vi, at Jesus blev sendt som et lys og en vejledning. Hans liv og mirakler er beskrevet og han indgående i Koranen, hvor han nævnes ved navn i 25 forskellige vers – faktisk nævnes han oftere ved navn end Profeten Muhammed ﷺ.

En unik og mægtig profet

Sandheden om Jesus (Isa) i islam

Mange er ikke klar over, hvor højt Jesus elskes og respekteres i islam. Ved at dele denne viden bygger vi bro og fjerner misforståelser. Jesus er et symbol på barmhjertighed, mirakler og hengivenhed til den ene sande Gud.

  • Mirakler ved Guds tilladelse: Islam bekræfter, at Jesus udførte store mirakler – han helbredte de blinde, de spedalske og vakte de døde til live, alt sammen med Allahs tilladelse.
  • Messias (Al-Masih): Jesus anerkendes som Messias, der bragte Evangeliet (Injil) til Israels børn, og som vil vende tilbage til jorden før dommedag for at genoprette retfærdighed.
  • Mirakuløs fødsel: Muslimer tror på jomfrufødslen. Koranen beskriver, hvordan englen Gabriel overbragte nyheden til Maria (Maryam), og hvordan Jesus blev skabt ved Guds ord: "Bliv!".
  • En mægtig profet: Jesus er en af de fem "Ulul 'Azm" (de mest standhaftige profeter) sammen med Noa, Abraham, Moses og Muhammed ﷺ.
En sand profet sendt fra Gud

Jesus’s mirakler i Koranen

I islam udførte Jesus alle sine mirakler “med Guds tilladelse” (bi-idhnillah). Dette er en vigtig detalje, der understreger, at kraften kom fra Allah, og at Jesus var Hans menneskelige sendebud.

 

“Da englene sagde: ”O Maria! Allâh giver dig et glædeligt budskab om et Ord fra sig; hans navn skal være Messias, Jesus, Marias søn. Han vil være højt æret i denne verden og i den hinsidige og være blandt dem der bliver bragt Ham nær.” (Koranen 3:45)

Tale fra vuggen

Som spædbarn talte Jesus til folket for at forsvare sin mor, Maryam, og erklære sit profetembede:

(Jesus-barnet) Han sagde: ”Jeg er sandelig Allâhs tjener. Han har givet mig (Evangelie-)Skriften og gjort mig til profet. (Koranen 19:30).

Helbredelse af syge

Jesus helbredte dem, der var født blinde, og de spedalske.

“Jeg vil helbrede blindfødte og spedalske og give døde liv, med Allâhs tilladelse” (Koranen 3:49).

Viden om det skjulte

Han kunne fortælle folk, hvad de lige havde spist, og hvad de havde gemt i deres huse

“Jeg vil fortælle jer hvad I har spist og hvad I opbevarer (af forråd) i jeres hjem. Sandelig, i dette er der et tegn for jer, hvis I er troende.”(Koranen 3:49).

Lerfuglen, der blev levende:

Jesus formede en fugl af ler og blæste ind i den, hvorefter den blev til en levende fugl med Guds tilladelse

“Da Jeg lærte dig Skriften og Visdommen, Toraen og Evangeliet. Da du af ler skabte noget formet som en fugl, med min tilladelse, og derpå blæste (liv) i den, og da blev den til en fugl, med Min tilladelse.” (Koranen 5:110).

Det dækkede bord (Al-Ma'idah)

Efter ønske fra sine disciple bad Jesus Gud om at sende et dækket bord ned fra himlen som et festmåltid og et tegn på tro

“Og da disciplene sagde: ”O Jesus, Marias søn! Mon din Herre kan sende et bord (med mad og drikke) ned til os fra himlen?”, og Jesus sagde: ”Tag jer i agt for Allâh, hvis I er troende!”

“De sagde: ”Vi ønsker at spise deraf, så vort hjerte kan finde ro, og for at vi kan vide at du har fortalt os sandheden, så vi kan være vidner derpå.” (Koranen 5:112-113).

Opvækkelse af de døde

Ved Allahs kraft bragte Jesus døde mennesker tilbage til livet som et tegn til Israels børn.

“Da du fik de døde til at opstå, med Min tilladelse. Og da Jeg holdt Israels børn borte fra (at dræbe) dig, da du bragte dem de tydelige beviser, og de, der fornægtede troen iblandt dem, sagde: ”Dette er intet andet en åbenlys trolddom!” (Koranen 5:110).

En mægtig profet, ikke Guds søn

Vi tror ikke på at Jesus er Guds søn

I Dawah Danmark møder vi ofte spørgsmålet: “Hvis I elsker Jesus, hvorfor tror I så ikke, han er Guds søn?” For os som muslimer er det ikke en mangel på respekt at afvise titlen “Guds søn”, men derimod en ophøjelse af Guds (Allahs) absolutte enhed.

  • Beviser fra Koranen:
  • Koranen er meget tydelig omkring Jesus' natur. Han er et skabt væsen, bragt til verden ved Guds ord "Bliv":
  • (Koranen 3:59) "Sandelig, med Jesus er det hos Allâh som med Adam; Han skabte ham af jord. Derpå sagde Han til ham: ”Bliv til!” og så blev han til."
  • (Koranen 19:35) "Det sømmer sig ikke for Allâh at tage sig en søn - priset være Han! Når Han har bestemt en sag, siger Han blot til den: ”Bliv til!” og så bliver den til."

Vi tror på Jesus (‘Isa) som en af de største sendebud, født af jomfru Maria ved et mirakel, men vi mener, at tilskrivningen af sønskab strider mod både fornuften og den oprindelige monoteisme.

  • Beviser fra Bibelen:
  • Selv vers i Bibelen henviser til hvor Jesus selv understreger sin menneskelighed og sin underkastelse over for Gud:
  • Jesus afviser guddommelighed: Da en mand kalder ham "Gode mester", svarer Jesus: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden én, nemlig Gud." (Markusevangeliet 10:18).
  • Gud er større end Jesus: Jesus siger direkte: "...for Faderen er større end jeg." (Johannesevangeliet 14:28).
  • Bøn til den eneste sande Gud:I sin bøn siger Jesus: "Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus." (Johannesevangeliet 17:3). Her adskiller han tydeligt sig selv (den udsendte) fra den eneste sande Gud.