Tror muslimer og kristne på den samme Gud?

Mange stiller spørgsmålet: Tilbeder muslimer og kristne den samme Gud? Selvom der er fundamentale forskelle i teologien, deler islam og kristendom dybe historiske og sproglige rødder. Her dykker vi ned i lighederne og forskellene.

En åben samtale i Aalborgs gader: Er fundamentet for vores tro det samme? Dialogen mellem kristne og muslimer starter ofte med det mest fundamentale spørgsmål af alle: Tror vi på den samme Gud?

---

Fælles rødder: Abrahams Gud

Når vi taler om Islam, Kristendom og Jødedom, betegnes de ofte som de abrahamitiske religioner. Dette er ikke blot en historisk mærkat, men en dyb anerkendelse af, at alle tre trosretninger sporer deres åndelige fundament og monoteistiske arv tilbage til profeten Abraham (Ibrahim).

I Islam er forståelsen klar: Vi tilbeder ikke en “ny” eller “anderledes” Gud. Muslimer tror på, at den Gud, vi retter vores bønner mod, er den samme Gud, som åbenbarede sig for og vejledte de bibelske profeter gennem historien – heriblandt Noah (Nuh), Abraham (Ibrahim), Moses (Musa) og Jesus (Isa).

Som vi beskriver på vores side Hvad er islam?, betragtes Islam ikke som en ny opfindelse, men som den endelige fuldendelse og genoprettelse af det oprindelige budskab, som alle disse tidligere profeter kom med: At der kun findes én Gud, som fortjener tilbedelse.

Hvad betyder ordet Allah?

En af de mest udbredte misforståelser er, at “Allah” er navnet på en særlig guddom, der kun tilhører muslimerne. Virkeligheden er dog meget simplere: Allah er kort sagt det arabiske ord for Gud.

Det er vigtigt at forstå følgende nuancer:

• Sproglig oprindelse: Arabisktalende kristne og jøder har i århundreder brugt ordet “Allah”, når de læser deres bibler eller beder deres bønner. Det svarer præcis til det danske ord “Gud” eller det engelske “God”.
• Den absolutte guddommelighed: Ordet “Allah” er unikt på arabisk, fordi det hverken kan bøjes i flertal eller i køn. Man kan ikke have “flere Allah’er”, hvilket understreger Islams kernebudskab om Guds absolutte enhed (Tawhid).
• En beskrivelse af storhed: Navnet indebærer “Den, der besidder alle fuldkomne egenskaber” og “Den, som hjertet finder ro i gennem tilbedelse”.

Du kan læse mere om Hvem er ALLAH er på vores side: Hvem er ALLAH?

En sproglig analyse af navnet Allah

På arabisk er ordet Allah sammensat af to dele:

1. Al (Bestemt artikel, svarende til “den” eller “det”).
2. Ilah (Som betyder “gud” eller “noget der tilbedes”).

Når de sættes sammen, bliver det til Allah, som bogstaveligt betyder “Guden” eller “Den eneste sande Gud, som er værdig til tilbedelse”.

Et unikt ord uden flertal

En af de mest interessante ting ved ordet Allah er dets sproglige renhed:

• Intet flertal: På dansk kan vi sige “guder”, og på arabisk findes ordet aliha (guder). Men ordet Allah kan aldrig gøres til flertal.
• Intet køn: Ordet er hverken maskulint eller feminint i sin dybeste betydning, selvom man i sproget bruger “Han” som et pronomen. Gud er i islam hævet over køn.

En universel betegnelse: Allah gennem historien

Det er en udbredt misforståelse, at navnet “Allah” er forbeholdt muslimer eller en særlig islamisk guddom. I virkeligheden rækker ordets rødder langt dybere ind i den fælles semitiske historie:

• De arabiske kristnes Gud: Hvis man åbner en arabisk oversættelse af Bibelen, vil man se ordet “Allah” overalt, hvor der i den danske bibel står “Gud”. Arabisktalende kristne og jøder har i århundreder brugt netop dette ord i deres bønner og skrifter – længe før Islams fremkomst.
• Sproget Jesus talte: Ordet er tæt beslægtet med det aramæiske ord Elaha – det sprog, som Jesus (Isa) selv talte og forkyndte på. Ligeledes minder det om det hebraiske Elohim, som bruges i Det Gamle Testamente.
• En sproglig familie: Disse sprog (arabisk, aramæisk og hebraisk) er i familie med hinanden. At sige “Allah”, “Elaha” eller “Elohim” er i bund og grund at bruge forskellige variationer af det samme ældgamle ord for den ene, sande Skaber.

Ved at forstå denne historiske sammenhæng bliver det tydeligt, at ordet Allah ikke skiller os ad, men tværtimod vidner om en fælles sproglig og teologisk arv, der strækker sig på tværs af årtusinder.

Du kan læse mere om den dybere betydning af de arabiske begreber på vores side: Hvad betyder ordet islam?.

Hvor skiller vandene? De centrale forskelle i forståelsen af gud

Selvom muslimer og kristne sporer deres tro tilbage til den samme kilde og den samme Skaber, er der afgørende forskelle i forståelsen af Guds natur og Hans væsen. For at have en ærlig dialog må vi også turde se på, hvor vores opfattelser bevæger sig i hver sin retning.

1. Tawhid vs. Treenighed: Guds absolutte enhed

I Islam er det mest fundamentale princip Tawhid – troen på Guds absolutte og udelelige enhed.

• Islamisk perspektiv: Muslimer tror på, at Gud (Allah) er Én, unik og uafhængig. Han er ikke født, og Han føder ikke, og intet kan sammenlignes med Ham. Konceptet om en “treenighed” (Faderen, Sønnen og Helligånden) betragtes i Islam som en uforenelig afvigelse fra den rene monoteisme. For en muslim er Gud ophøjet over menneskelige relationer som faderskab eller sønskab.
• Kristent perspektiv: Her forstås Gud ofte som tre personer i ét væsen. Selvom kristne også kalder sig monoteister, er det netop denne forskel i “Guds struktur”, der markerer den største teologiske skillelinje mellem de to religioner.

2. Jesus (Isa) i Islam: Profet, ikke guddommelig

Spørgsmålet om Jesus ﷺ er måske der, hvor forskellen bliver mest tydelig i hverdagen.

• En højtelsket profet: I Islam er Jesus (Isa) en af de mest betydningsfulde og respekterede skikkelser. Han betragtes som en af de fem mægtigste sendebud (Ulul ‘Azm). Vi tror på hans mirakuløse jomfrufødsel, hans utallige mirakler og hans vigtige budskab til Israels børn.
• Menneske, ikke Gud: Den afgørende forskel er, at Islam ser Jesus som et menneske og et sendebud – ikke som Gud eller “Guds søn”. I Koranen understreges det, at Jesus selv opfordrede sit folk til kun at tilbede Skaberen. Han ses som et forbillede i troen, men aldrig som en person, man skal rette sin tilbedelse mod.

“O Skriftens folk! Gå ikke til yderligheder i jeres religion. Sig ikke andet end sandheden om Allâh. Messias, Jesus, Marias søn, er kun Allâhs sendebud og Hans Ord, som Han overbragte til Maria, og en ånd fra Ham. Så tro på Allâh og Hans sendebude, og sig ikke: ”Tre (i én Gud)!” Afhold jer derfra – det vil være bedst for jer – Allâh er én Gud. Priset være Han, højt hævet over at have en søn; alt i himlene og på jorden tilhører Ham. Allâh er tilstrækkelig som værner.” (Koranen, 4:171)

Læs også mere om Hvem er Jesus i islam her Hvem er Jesus i islam?

Du kan læse mere om Enhed vs. Treenighed på vores side: Islam og Kristendommen.

Vejen frem: Respekt, visdom og den gode dialog

Selvom de teologiske forskelle mellem Islam og Kristendommen er reelle og vigtige at anerkende, er målet med vores arbejde ikke at skabe splid. Tværtimod lærer Islam os, at uenighed aldrig bør stå i vejen for retfærdighed, barmhjertighed og et respektfuldt naboskab.

Kernen i vores tilgang er ikke at udviske forskellene eller lade som om, vi er enige om alt. Målet er derimod at opbygge en fredelig forståelse, hvor vi kan tale sammen som medmennesker med udgangspunkt i det, der forener os: Anerkendelsen af en Skaber.

Hvad siger Koranen om mødet med andre troende?

I Islam kaldes kristne og jøder for “Bogens folk” (Ahl al-Kitab). Dette er en hæderstitel, der anerkender, at de har modtaget guddommelig vejledning gennem historien. Koranen giver os en meget specifik vejledning i, hvordan vi skal føre samtaler om tro:

“I skal kun strides med Skriftens folk på skønneste vis, undtagen med dem der begår uret. Sig: ”Vi tror på det som er blevet sendt ned til os og nedsendt til jer. Vores Gud og jeres Gud er én, og til Ham overgiver vi os.” (Koranen, 29:46)

Hvad betyder det for os i dag?

1. “På den bedste måde”: Dette er en opfordring til altid at bruge venlige ord, udvise tålmodighed og lytte med et åbent hjerte. Dialog skal handle om at oplyse, ikke om at overvinde den anden i en debat.
2. Fælles fundament: Verset minder os om, at vi deler en tro på åbenbaring og på den samme Skaber. Det giver os et fælles sprog at tale ud fra, selv når vi tolker Guds natur forskelligt.
3. Hengivenhed: At “hengive sig” (at være muslim) handler i denne kontekst om at anerkende, at vi alle står til ansvar over for den samme Gud, som har sendt vejledning til menneskeheden gennem tiderne.

En invitation til videre søgen

At spørge, om vi tror på den samme Gud, er begyndelsen på en vigtig rejse. Vi håber, at denne artikel har kastet lys over både de smukke ligheder og de væsentlige forskelle. Vi inviterer dig til at fortsætte dialogen med os – uanset om det er her på siden eller over en kop kaffe i Aalborgs gader.